Hjem arrow Tips & gode råd
Aktuelle begivenheder
Der er ingen nyere begivenheder.
( KLIK HER FOR KALENDER )
Tips & gode råd PDF Udskriv E-mail
  

Tips & gode råd

  

  

Forelsket i ParIS

Når man har boet i Paris i et stykke tid og ”ferien” er ved at være ovre og dagligdagens til tider lidt kedelige tummerum har indfundet sig, kan man godt blive lidt træt af byen. Men så kommer der de dage – de perfekte dage. De dage hvor solen skinner. De dage hvor man glemmer hverdagen og forelsker sig hovedkulds i byen igen. På de dage elsker jeg at gå over Pont Neuf til Île de la Cité og slentre over Place Dauphine, hen til Notre Dame og videre over til Île Saint-Louis. For på denne ø ligger der et fantastisk sted – alle is-elskeres tempel: Berthillon. Sjældent har jeg fået så god en is som hos Berthillon. Der er både selve isbutikken og så konditoriet ved siden af – lad være med at gå derind. Servicen er mildest talt lousy! Så nøjes med at købe isen fra isboden – den er go’!
  
Berthillon
29-31 rue saint Louis en l’Ile
75004 
  

Billig Thai-restaurant

Et godt sted at mødes med vennerne inden en bytur. Det er ikke et fancy-pancy sted. Dugen er pink og af papir. Maden er god, ikke mindblowing, men ok til prisen.
  
Pattaya
29 rue Etienne Marcel
75001
Tel : 01.42.33.98.09
Metro : Etienne Marcel
  

Perlen over alle perler

Min absolutte yndlingsrestaurant! Gemt i en lille sidegade hvor man skal se godt efter, hvis man skal finde den. Når man kommer ind af døren føles det som at komme til en anden verden. På Restaurant Le 404 har man virkelig gjort noget ud af interiøret, og det gør kun oplevelsen bedre. Som gæst føler man sig henstillet til 1001 nats eventyr med den mellemøstlige musik, de lave borde og stole, alle de mange stearinlys og de smukt udsmykkede vinduer. Start middagen med huset drink – den er lidt dyr, men smager til gengæld også ekstremt godt. Maden er marokkansk – couscous og tajines – og er rigtig rigtig god. Desserterne er ikke verdens bedste, så jeg fortrækker at få mynteteen som er dejlig sød og hjælper lidt på forstoppelsen som højst sandsynlig vil indfinde sig, fordi man ikke kan lade være med at spise al den lækre mad. Stedet er meget populært, så det er nødvendigt at bestille bord, hvis man ikke vil stå meget længe og vente.
  
Restaurant Le 404
69 rue des Gravilliers
75003
Tel : 01.42.74.57.81
Metro : Arts et Métiers
  
Tak til Christina A. Jensen!

Lidt gode råd og forslag til hvad man skal gøre og lave, når man kommer til Paris…

Kære (kommende) tilflytter til Paris: Velkommen til. Velkommen til én af Europas mest fantastiske storbyer og måske også til én af Europas mest uoverskuelige storbyer. I hvert fald er det tit det indtryk, man har, lige når man er kommet hertil, så her er lidt gode råd…

Sproget

Trods det at franskmændene og pariserne generelt er blevet bedre til engelsk, og også gør mere for at informere på engelsk, så er det altså en kæmpe fordel at holde sit ”skolefranske” lidt i hævd. Det er bl.a. en god idé at medbringe ordbøger, evt. gamle skolepapirer med gode noter om grammatik osv., og desuden udgiver Politikens Forlag en ”Fransk Rejseparlør”, hvor gode faste vendinger (som man typisk ikke har lært i gymnasiet, hvor tekstanalyse præger undervisningen) og information om kulturelle forskelle er nedskrevet.


Franskmændene og Paris er charmerende, men!

Pas på dine ting, og pas på din dansker-naivitet. Én af de største kulturforskelle mellem danskere og franskmænd er bl.a.m at danskere er én af de nationer i Europam hvor tilliden til andre (fremmede) er størst - tilfældet er så lige omvendt i Frankrig. Man stoler ikke på nogen i Paris – og der grund til det.
Jeg endte selv med at betale en VVS-mand 200 euro for et 5 minutter langt besøg, hvori han på det stykke tid konkluderede, at den eneste løsning på min stoppede køkkenvask (hvor jeg havde forsøgt med stærk afløbsrens, men uden held) ville være en slamsluger til hele ejendommen, og som ”kun” ville koste en 800 euro. Jeg fik ham stoppet inden han bestilte slamslugeren, men de 200 euro betalte jeg. Uvidende og naiv, som jeg var.
  

Alle snyder – PAS PÅ

Taxachaufførerne kan for eksempel finde på at køre omveje, hvis de tror du er turist. Selv bankrådgivere forsøger at snyde deres kunder til at tage et lån, hvor renter og gebyrer er lidt højere end først aftalt (dette var min franskgifte kollega ude for). Så hvis du fx modtager en liste med posten (det gør du helt sikkert, de kommer jævnligt) med ”nyttige numre” i det pågældende arrondissement, så smid den langt væk og ud. Den er lige præcis lavet til nyankomne uvidende mennesker, som man nemt kan snyde.  
Lige så skal du passe på dine ting i metroen (selvfølgelig) og biografen. Lad vær med at sætte din taske under sædet, for det er set før, at tyveknægten kravler langs bagrækken og tømmer tasken, mens du er optaget af filmen.


Hvordan finder jeg rundt, og møder nogle mennesker?

Paris er en kæmpe by, og et virvar af små snørklede kroge og ensrettede gader, så det er nødvendigt at eje en ”Paris Plan.” Dem finder du overalt i kiosker og stande, og de giver samtidig også et godt overblik over metro- og bussystemet.
Politikens ”Turen går til” er altså heller ikke at kimse af. Selvom du ikke er kommet herned for at lege turist, så er det altså alligevel rart at have lidt god information om, hvilken by det er man er kommet til. Desuden er der mange gode oplysninger om transport og kulturelle forskelle bagerst i byen.
En anden god bog er den der hedder ”TimeOut Shortlist – Paris 200X” (engelsk). Den er meget mere ungdomsorienteret end ”Turen går til,” og giver desuden gode (visse dyre) forslag til gode restauranter, shoppingområder, diskoteker, natklubber osv. Den kan du bl.a. finde i Kastrup inden afrejse, men også i ”Universel Megastore” på Champs Elysées.


Transport

Et godt transportalternativ til metro og bus (et månedskort koster 53 euro for 2 zoner) er bycykler: ”velib’erne.” Der findes ”velib”-stationer overalt i byen, og man kan enten købe et dags-, uge- eller årskort (årskortet koster 30 euro, men forudsætter at du har en fransk bankkonto). Ved stationerne er det muligt at købe dags- og ugekort, og al information kan fås på engelsk. Et dagskort koster 1 euro, og et ugekort 5 euro, bruger du dog cyklen mere end en halv time ad gangen, betaler du et ekstra gebyr på 1 euro i timen. Derfor gælder det om at bruge cyklen på under en halv time, sætte den tilbage i en station, så en anden kan få glæde af cyklen. Cykler hvor sadlen vender baglæns er cykler der er ude af funktion.
Selvom pariserne ikke er verdens bedste bilister, så skal du ikke være bange for at cykle i byen – det er ikke så farligt, som man tror. Cyklisterne cykler nemlig i deres egen bane sammen med busserne, samtidig er bilister, knallertkører og andet utroligt gode til at tage hensyn til én. Så bare spring op, det er super fedt at cykle rundt, og så går det tusind gange hurtigere end al anden transport.  


Mødesteder

Det fede ved at komme til et fremmed sted, er selvfølgelig også at møde nye mennesker, men det er ikke altid lige nemt. Jeg har været glad for at komme i Den danske Kirke om tirsdagen, til de såkaldte tirsdagsaftener, hvor der altid er andre unge mennesker, som er parate til en hyggesnak og en kop te. Desuden findes der også en +25 klub for danskere her i byen.
Andre gode mødesteder er f.eks. ved Pont des Arts, hvor der altid er fyldt op med unge festglade mennesker (fra hele verden) på varme sommeraftener. Det samme gælder Champ de Mars ved Eiffeltårnet.


Fritid og hvad så?

Byen er jo som sagt fuld af muligheder, og turistguiden fuld af forslag, men hvis du f.eks. også gerne vil holde dig lidt i form under dit ophold hernede, så er der også på det område mange muligheder.
Der er mange der løber hernede, men det er ikke nemt. Specielt ikke på grund af al trafikken og lyskrydsene, men samtidig også fordi fodgængere ikke viger pladsen for én. Skal du løbe, så ta’ ud i Bois de Boulogne eller lign., der kan man være i fred.
På fitnessfronten er der også mange muligheder. Den bedste (og dyreste) er det der hedder ”Club Med Gym.” De har 20 centre spredt rundt i byen, og med et abonnement hos dem kan du benytte hvilket ét af de 20 centre du vil. ”Club Med Gym” minder om Fitness.dk, der er forskellige hold i styrketræning, udstrækning, dans og konditionstræning, og i nogle af centrene er der tilmed svømmehal. Det er nogle virkelig lækre faciliteter, og dygtige instruktører, men som sagt dyrt. Priserne kan du tjekke på deres hjemmeside: www.clubmedgym.fr
Til sidst er der også mange udendørsbassiner som åbner om sommeren, og som skulle være forholdsvis billige med udmærkede faciliteter.
Hvis det ikke lige er motion, man gider bruge sin fritid på, så er det ugentlige blad ”Pariscope” en rigtig god måde at få information om, hvad der sker i byen. Bladet koster 0,40 euro, og kan fås i alle kiosker og avisstande, og giver information om alt fra musik til udstillinger til teater- og biografforestillinger. Ugeavisen ”A nous Paris” som ligger i bl.a. metroen tirsdag aften giver også god information omm hvad der sker i den kommende uge.
Hvis du vil til koncert, så tjek www.fnac.fr under ”spectacles” (FNAC kan sammenlignes med FONA)
Er det shopping du vil, og vil du ikke gå i det samme som folkene derhjemme, som H&M osv., så ta’ i Marais kvarteret en søndag eftermiddag. Ikke nok med at det er super hyggeligt, så er det også super chikt (og igen små/halv dyrt). Til gengæld så er det her du finder de fede ting, og hvis du lyster, kan du også finde ting fra danske designere.
Et andet godt og chikt shoppingsted er smågaderne omkring St. Germains des Prés, Mabillon og Le Bon Marché.

Tak til Mette Schmidt!